Det andet menneske, kap 7

De to møder hinanden nogle år efter. På en skole falder de snøvlende i hinandens munde og da han vågner, er hun forsvundet. Han møder hende nogle dage senere i Silkeborg, hun bærer hans barn som en ligsæk på maven og i selskab med en mand. De holder hinanden i hånden og ligner slet ikke nogen der ligner nogen der holder øje med om de bliver set. Han skygger dem halvt ud af byen, hvor de stiger i en kano.

Hans mor forlader tallerknerne på reolen inden hun på vej ud af døren sparker til dørkarmen der som en støvsvamp sender støv i stilhed foran den matterede rude. Da døren smækker ser Janus fra dørens aflukke gennem det svimle støv over på reolen og den ruinerede ensomhed.

Det er græsset der holder øje med grantræerne. Hun er den slags menneske, der har det svært med at blive elsket. Hendes arme dækker brysterne, hun ser ikke sur ud, hun bærer nærmere på en sær tilfredshed. De gulnede bukser er løse og hænger som gardiner for hendes ben.